Johan Jacobsen lavede med dette smukke værk ikke blot sit egentlige hovedværk, men skabte samtidigt en af dansk films mest helstøbte efterkrigsdramaer der på helt forbilledlig vis tegner et ægte billede af et forrevent klassesamfund og de skæbner som med større eller mindre held forsøger at skabe sig et liv i det. Der er mindelser om instruktørens tidligere "Otte Akkorder" der på sin egen måde også var ganske virtuos (på den gode måde), men denne film er alligevel sin egen. Poul Reichhardt er yderst overbevisende som den uheldige soldat der ramt af ulykke måske finder sit livs kærlighed i den stille ekspeditrice, en lidt anonym Bodil Kjer, selvom det til at begynde med ikke ser alt for lovende ud. Filmen er prædikende, men det var Jacobsen tit i sine film, men også båret af en ægte humanisme og frem for alt af virkelige mennesker og skuespillerne er alle forrygende. Johannes Meyer brillerer endnu engang som pigens bitre og smålige fader der skuffet af livet ikke engang under sin datter at finde lykken og Gunnar Lauring er uhyggelig som skruppelløs skørtejæger. Men alle løfter på samme hammel i denne virkeligt fremragende film der ubetinget hører til blandt de helt urørlige klassikere. Der er noget poetisk realisme over enkelte af scenerne som er ganske fascinerende, men ellers er det en historie - forfattet som den er af Soya - som bærer alle Johan Jacobsens fingeraftryk, hvor også de meget mættede sort/hvide billeder gør stort indtryk i hver en indstilling. Birgitte Reimers første film.