An unknown error occurred:
UnexpectedClosure
INCLUDEFORM
!

[/!]
 
0.00 kr
Kurven er tom
Til kassen

Log ind

Nyhedsmail
FAQ
Sitemap

Pioneer - en miniput i giganternes verden

Pioneer er en forholdsvis lille producent, en ren mini-put i forhold til Sony, Panasonic og Philips. Man ser ikke Pioneers navn på mikrobølgeovne, varmeblæsere eller batterier og ikke engang på nært beslægtede produkter som fjernsyn og videobåndoptagere. Pioneer arbejder med få produkttyper, men er til gengæld specialist indenfor netop de områder.
    Pioneer lægger stor vægt på, at kvaliteten er i top. Pioneers produkter hører derfor ikke til blandt de billige supermarkedsprodukter, og i modsætning til mange andre producenter springer Pioneer ofte over den billige model i en serie med det resultat, at den billigste Pioneer model reelt er en mellemklassemodel.
    For så vidt angår DVD-afspillere, er selv Pioneers billigste model anvendelig til store og dyre hjemmebiografer.

Laserdisken og Pioneer

Pioneer var Laserdiskens naturlige samarbejdspartner, da vi begyndte markedsføring af LaserDisc-systemet i 1984. Philips havde udviklet systemet under navnet LaserVision, men fik det aldrig rigtigt til at fungere. Det blev helt anderledes, da Pioneer overtog. Fabrikationsfejlene blev rettet, og kvaliteten blev forbedret, og op igennem 80'erne og 90'erne var LaserDisc-systemet det bedste, den seriøse filmsamler kunne komme i nærheden af.
    Er det et heldigt sammentræf, at Pioneer også markerede sig med Home Cinema dengang i 80'erne, da Laserdisken i Danmark lancerede "hjemmebiograf"-begrebet? Eller var Pioneers engagement i LaserDisc-systemet en konsekvens af, at Pioneer som den første producent tog Home Cinema alvorligt? Idag er de færreste klar over, at begrebet "hjemmebiograf" blev lanceret med LaserDisc - og dermed Pioneer - i centrum.
    For Laserdisken var det et lykkeligt sammentræf. Laserdisken blev specifikt etableret for at give danskerne adgang til LaserDisc-systemet, der var relativt dyrt, men til gengæld havde uovertruffen i lyd- og billedkvalitet. Dengang som nu stod "filmoplevelsen" øverst på dagsordenen, og Surround Sound var nødvendigt. Og hvem trådte ind på arenaen med den første Surround Sound-forstærker: Pioneer!

Pioneer og DVD-systemet

Optisk teknologi er et område, hvor Pioneer er meget stærk, ikke mindst på grund af 20 års egenhændig udvikling af LaserDisc-systemet og en involvering i DVD-systemets udvikling fra den første spæde start. Pioneer er en af DVD Forums stiftende medlemmer, og trods Pioneers beskedne størrelse indehaver firmaet omkring 20 % af patenterne bag DVD-systemet.
&bsp;   Det var naturligt for Laserdisken at fortsætte samarbejdet med Pioneer om DVD, og det har været meget tilfredsstillende. Pioneers DVD-afspillere får hver gang topkarakter af brugerne og pressen for den fine afspilningskvalitet af både lyd og billede.

Pioneer og Surround Sound

Da jeg voksede op i 70'erne var Pioneer synonymet for god lyd. En Pioneer klasse A-forstærker var det mest lækre, jeg som dreng kunne drømme om. Med den baggrund er det ikke så sært, at Pioneer hurtigt markerede sig, da Surround Sound blev muligt til hjemmebiografen.
    Laserdisken havde netop indledt et nærmere samarbejde med Pioneer i Danmark om import af LaserDisc-afspillere, da Surround Sound til hjemmebrug begyndte at dukke op i udlandet. Den første add-on surround forstærker på markedet var faktisk Pioneers, og den første model blev taget hjem til Danmark - specielt til Laserdisken.
    I de kommende år markerede Pioneer sig ofte med nye surround produkter. Ikke altid som de absolut første eller absolut bedste, for der skal også være noget for almindelige mennesker. Fælles for sortimentet af surround-forstærkerne er, at man får valuta for pengene. Vi kan stå helt inde for Pioneers sortiment af A/V-forstærkere og receivere. Man bestemmer selv, hvor meget man vil ofre på at få bedre kvalitet, for der er en klar sammenhæng mellem pris og kvalitet. Uanset valget får du et gedigent produkt for pengene.
    Vi har fra tid til anden suppleret Pioneers A/V anlæg med mærker som Panasonic, Sony og Yamaha, der også laver god lyd, men der har endnu ikke været det store behov for det. Det tætte samarbejde med Pioneer betyder til gengæld, at vi af og til kan præsentere nogle gode tilbud.

Historie: Pioneers samarbejde med Laserdisken startede med den første Surround-dekoder til hjemmebrug på det danske marked. Siden markerede Pioneer sig særdeles kraftigt med den første THX-godkendte 5.1 forstærker, der var til at betale for penge (VSA-E06 til blot 11.995 kr i 1998), og senest har Pioneer sat sig på tronen for integrerede 7.1 A/V-forstærkere med EISA Award vinderen VSA-AX10i.

Pioneers storskærme og højttalere

Pioneer er verdenskendt for deres store skærme. Op igennem 90'er var Pioneer førende med bagprojektionstv, der var et stort hit i USA med Pioneers navn på langt de fleste eksemplarer. De seneste år har Pioneer lavet de suverænt de bedste plasma-skærme (EISA Award vinder igen i 2006/2007 med PDP-5000EX, den første 50" plasma-skærm med fuld 1920 x 1080 progressiv billedopløsning).
    Et plasma-tv er ret cool, og når jeg selv hænger et op på væggen en dag, vil der givetvis stå Pioneer på det. En rigtig hjemmebiograf skal have en videoprojektor, men hvis fruen i huset ikke er med på den idé, så er en Pioneer plasma skærm den næstbedste løsning.

Pioneer er en af verdens største producenter af højttalerenheder i kraft af Pioneers dominans på markedet for bilstereo.
    I erkendelse af, at lyden er overordentlig undervurderet i de fleste hjem, er vi klar over, at det for mange er et stort spring at se film og lytte til andet end fjernsynets indbyggede højttalere. Pioneers højttalere lyder ganske udmærket i forhold til prisen, og hvis du er vant til at lytte til dit fjernsyns højttalere, når du ser film, vil selv det mindste Pioneer højttalersystem være et skridt fremad. Vi tilbyder derfor et bredt sortiment af højttalere fra Pioneer - fra små billige færdige systemer til lidt større og mere elegante løsninger.

Betal lidt mere - få meget mere

Pioneers filosofi går godt i spænd med Laserdiskens, fordi vi også værdsætter god kvalitet. Det er synd, at så meget bare handler om at være billigst. Vi mener som udgangspunkt, at det er værd at betale lidt mere for at få en større oplevelse. Et solidt og holdbart produkt giver også mindre besvær og færre ærgrelser. Sjældent fortryder nogen, at de har betalt lidt mere for at få en bedre kvalitet.
    Vi har flere erfaringer med DVD-afspillere fra Pioneer end noget andet mærke, og det inkluderer mærker som Sony, Philips, Panasonic, Denver, Nintaus, Orion og Kiss. Pioneers afspillere er godt bygget af holdbare materialer, og de er meget driftssikre. Pioneer giver som en af de få producenter 2 års garanti på deres produkter.

Hans Kristian

Klik her for print-venlig udgave

 
Tlf: (+45) 98 13 22 22      mail@laserdisken.dk      CVR: 10 19 42 45