Gnisterne flyver mellem Jack Nicholson og Kathleen Turner i denne klassiske John Huston film.
Gangsteren Charlie forelsker sig i den sexede lejemorder Irene. Da Irenes mand snyder Charlies arbejdsgivere, Prizzi-familien, for en ganske betydelig sum penge, hober problemerne sig op. For Charlie bliver sendt ud for at "rydde op". Irenes mand volder ham igen problemer, men svært angrebet af forelskelse undlader han at skyde Irene. Den slags svagheder ser Mafiaen ikke med milde øjne på.
Når Huston gad, var han god. Filmhåndværket sad ham i rygmarven. Her bruger han det på en lege- og drillesyg satire over samtidens mafiafilm. Takket være en lang liste af rigtigt gode stjerner charmer hele holdet sig gennem den morsomme og ikke ganske sandsynlige historie om mafiafamiliens brug af hitmen for at eliminere vanskeligheder og bøvl. En lille mafiaklassiker med bl.a. en bøvet veloplagt Jack Nicholson, en forførende Kathleen Turner og et brag af en Angelica Huston.
Ret underholdende gangsterkomedie med en overspillende Nicholson men en udmærket Turner. Det er dog Hustons datter Angelica der har de bedste scener alene i kraft af sin figur (både rollen og hendes krop!) Et livligt spjæt fra den gamle veteran kort før sin bortgang.