Den italienske stjernetenor Luciano Pavarotti solgte mere end 100 millioner albums og har stadig rekorden som den bedst sælgende klassiske kunstner nogensinde. Nu har Ron Howard lavet den definitive dokumentar om sangeren. Pavarottis familie har givet Howard og hans filmhold fuld adgang til deres righoldige arkiv af liveoptagelser og interviews med tenoren, så selvom han ikke længere er her, har vi alligevel mulighed for at lade ham fortælle sin egen historie.