Ikke at forveksle med Peter Jacksons Braindead aka Dead Alive fra 1992. Dette er en Twilight Zone-lignende historie med to af verdens bedste Bill'er: Bill Pullman og Bill Paxton!
Et skruppelløst firma laver eksperimenter med noget, de kalder "memory resculpting", hvor man fysisk kan bortoperere uheldige minder. Den geniale hjernekirurg Dr. Rex Martin står bag proceduren, men han nægter at hjælpe til, da firmaet begynder at lave uetiske eksperimenter. Snart begynder Dr. Martins virkelighed at bryde sammen. Han bliver i tvivl, om han selv er blevet udsat for eksperimentet! Kan han overhovedet stole på sit eget sind mere?