Vi befinder os i en lille Heurigen-café i Wien. Den unge sanger Fritz Hertzgruber stifter bekendtskab med den unge danske forfatter, Jesper Ellekilde, og de to unge mennesker bliver straks venner. Fritz har nemlig som ”wienerbarn” været i Danmark og er nu ivrigt medlem af wienerbørnenes egen klub. Aftenen efter finder klubbens årlige lodtrækning om en rejse til Danmark sted, og Fritz bliver den heldige - omend ad omveje.
Efter afslutningen af 1. verdenskrig organsiserede den danske stat fra 1919-1925 -efter at Schweitz havde gjort noget lignende - at 25.000 børn fra den østrigske hovedstad kom på ophold i Lille Dannevang, da mange af dem led af sult, sygdomme og generel vantrivsel efter det østrigsk-ungarske monarki var brudt sammen. Max Hansen spiller en af disse unge mænd der vender tilbage til Danmark og genforenes med dem der havde taget så godt imod ham. Det kunne der være kommet en rørende og spændende fortælling ud af, men desværre lykkes det ikke rigtigt for Arne Weel, der vanen tro kvæler sin film i overdreven alvor og patos. Max Hansen overspiller i øvrigt sin rolle. En sympatisk men alt for ujævn film.