All you need is love... and Beatles
Vi er i 1960'erne. Liverpool-knægten Jude er træt af livet i den dystre storby, og han er træt af at arbejde på en stor trøstesløs fabrik. Derfor pakker han sin taske og sætter kursen mod USA. Dels for at komme lidt væk fra det hele, dels for at finde sin far, der skred, før Jude blev født. Da han ankommer til staterne, støder han ind i den forkælede ballademager Max, og de to bliver straks venner. Jude møder også Max's søster Lucy, og de to bliver forelskede. For en stund er alt fryd og gammen. De bor i et hyggeligt bofællesskab med en masse kreative mennesker. Musik og druk fylder deres hverdag, men snart trænger virkeligheden sig på. Max bliver indkaldt og sendt til Vietnam for at slås, og Lucy bliver stærkt involveret i ungdomsoprøret, hvilket skaber splid mellem hende og Jude. Trekløveret glider fra hinanden, mens verden forandrer sig omkring dem.
En flok fyre går på druk, vælter rundt og kollapser, udmattede efter en hård nat, til tonerne af "With a Little Help from My Friends". "Let It Be" synges, mens militæret sættes ind mod raceurolighederne i et af USA's sorte kvarterer. Og "Strawberry Fields Forever" akkompagnerer en svulstig sekvens, hvor en desperat kunstners forsøg på at tegne et jordbær glider over i en uforglemmelig psykedelisk Vietnam-montage, der udstiller krigens brutalitet og meningsløshed. Jo, de fleste kender nok de 32 Beatles-sange, der udgør lydsiden på denne usædvanlige musical, men de færreste vil være forberedt på instruktøren Julie Taymors originale fortolkning af disse klassiske stykker musik.
En kærlighedshistorie, der udspiller sig med de voldsomme 60'ere som baggrund til tonerne af en række Beatles-sange, lyder måske som en lovlig smart idé. I de forkerte hænder kunne sådan en historie nemt være blevet en reklamesøjle for en Beatles "Greatest Hits" CD, men Across the Universe er ikke instrueret af hvem som helst. Med blot to film bag sig (Titus og Frida) har Julie Taymor allerede etableret sig selv som en af vor tids mest visionære instruktører.
Ved at lægge McCartney og Lennons lyrik i munden på de unge spillere bliver denne relativt simple historie løftet op på et helt andet plan. De tre hovedrolleindehavere - Evan Rachel Wood (Thirteen) som Lucy, Jim Sturgess (21) som Jude og Joe Anderson (Becoming Jane) som Max - får lov til at prøve kræfter med nogle helt unikke fortolkninger af sangene, der giver én lyst til at kaste sig over Beatles' samlede værker igen. Specielt Jim Sturgess' stemme, med den fantastiske Liverpool-accent, gør sig bemærket, fordi det virker, som om han er trådt LIGE ud af en Beatles-sang!
Ikke siden filmudgaven af Pink Floyd The Wall er musik og billeder blevet kombineret til et så fascinerende værk. Across the Universe er en absolut fantastisk film, der angriber seeren fra alle vinkler - med musik, lyd, farver og stemninger. Den er umulig at ryste af sig igen.
David
|