For næsten 10 år siden slog Christine (Nicole Kidman) hovedet, og nu vågner hun op hver morgen uden nogen erindring om den foregående dag. Ved hendes side i sengen ligger ægtemanden Ben (Colin Firth), der tålmodigt hver dag må minde hende om status på hendes liv ved hjælp af fotografier. Hendes læge, Dr. Nasch (Mark Strong), er også klar via telefonen til at forklare hende situationen og hendes behandlingsforløb. Hun begynder dog at mistænke sin mand for ikke at have rent mel i posen. Men hvordan skal hun nogensinde opklare den sag, når hendes liv nulstilles hver eneste aften?
Habil thriller om en kvinde der vågner op ved siden af en mand der hævder at være hendes mand igennem de sidste 10 år. Hun kan imidlertid ikke huske nogetsomhelst om ham eller for den sags skyld hende selv og ej heller hvad der er gået forud. Det viser sig, at hun har været indblandet i en voldsom trafikulykke der har frarøvet hende hukommelsen, men efterhånden går det op for hende at forklaringen ligger et helt andet sted. Kidman og Firth er glimrende sammen og der er god støtte fra Mark Strong og filmen er en typisk lag-på-lag-historie, hvor man gradvist samler puslespillet sammen med protagonisten. Om filmen kan holde til gensyn er ikke helt givet.