Et storslået, actionspækket epos, der hvirvler op fra Biblens sider og hen over skærmen for at genskabe en af de mest fængslende fortællinger om lidenskab nogensinde. Gregory Peck leverer en overbevisende præstation som David, israeliternes konge, som forelsker sig i Batseba (Susan Hayward) – en smuk kvinde, som er gift med en af hans kaptajner. Det er en historie om synd og forløsning – en kærlighedssaga så brændende som sandet i de barske omgivelser, hvor deres forhold blev fuldbyrdet. En kærlighed, som forbrød sig mod menneskets love – og Guds. David, den udvalgte, risikerer nu Guds vrede, sit kongerige og Batseba, som kan blive stenet ihjel for hans synder!
Jeg er ikke tilstrækkeligt bibelstærk til at kunne gå i detaljer med de fravigelser fra den gammeltestamentelige historie, som King og co. har foretaget. Jeg kan heller ikke gennemskue, hvorvidt det kan være sket for at behage bibelbæltet eller øststaterne. Men jeg kan se, at ændringerne tager nogle kanter ud af kong Davids person og på den måde gør det bibelske drama mindre farligt. King har måske ikke været helt tilfreds med historien, for han har ganske tydeligt ikke gjort meget ud af personinstruktionen. Pecks muthed truer af og til med at aktivere smilebåndet, men han udfordres også med nogle urimeligt langtrukne portrætoptagelser. Filmens tempo er drævende, og der er anvendt rigeligt celluid. Man kunne med held barbere filmen med 16 - 20 minutter. Filmens største attraktion er Shamroys billeder, der ganske vist får lidt kraftig farvemætning ind imellem.
En smule flad film om isralitternes konge (Peck) og hans kærlighed til den smukke kone (Susan Hayward) til en af hans kaptajner (Kieron Moore). Til trods for smukke billeder af Leon Shamroy og et godt score af Alfred Newman, formår instruktøren Henry King ikke at generere den nødvendige interesse for hverken persongalleriet eller periode som helhed. Det hele virker bare en smule for søvnigt. Hayward er virkelig dejlig i rollen som Batsheba og filmen har et flot eksteriør men ikke megen substans.